Islamister er ansvarlige for rohingya-flygtningekrisen

En stigning i sammenstødene mellem islamistiske terrorister og Burmas (Myanmars) regering er årsag til en flygtningekrise i det sydøstlige Asien, der har fået FN og internationale medier til at rette opmærksomheden på rohingyaerne i det nordlige Rakhine – en isoleret provins mod vest i det buddhistisk-dominerede land.

I slutningen af august 2017 indledte en terrorgruppe, der kalder sig Arakan Rohingya Salvation Army (ARSA) en række koordinerede angreb mod de burmesiske sikkerhedsstyrker i det nordlige Rakhine. Da den burmesiske hær meddelte, at de havde svaret igen ved at slå 370 voldsmænd ihjel, påstod rohingya aktivister, at mange af de døde var uskyldige mennesker, der ikke havde været indblandet i angrebene. De anklagede desuden myndighederne for at ødelægge rohingya landsbyer – ødelæggelser, der kunne ses på satellitbilleder fra Human Rights Watch – men den burmesiske regering sagde, at det var blevet udført af ARSA, der har begået lignende angreb på burmesisk politi i oktober 2016.

Siden de begivenheder fandt sted er hundredtusinder af rohingyaer – muslimer, der bosatte sig i Burma forud for landets uafhængighed i 1948 – i løbet af de sidste to år flygtet til især de nærliggende lande Indien og Bangladesh i et forsøg på at undslippe vold og fattigdom. Indien frygtede for sin nationale sikkerhed, da der blandt flygtningene er ARSA terrorister og sympatisører med relationer til IS og andre islamistiske organisationer. De udstedte derfor en udvisningsordre for rohingyaer, der havde krydset grænsen illegalt. Indiens højesteret har imidlertid modsat sig dette skridt. Bangladesh har taget fat på problemet med en kraftig begrænsning af rohingya-flygtningenes bevægelser.

Protesterne på vegne af de uskyldige mænd, kvinder og børn, der er fanget i krydsilden fra de radikale – der påstår, at de repræsenterer deres interesser – er fuldt ud berettiget. Man kan imidlertid ikke finde eller implementere en humanitær løsning på deres situation, hvis man ikke forstår konflikten – og de virkelige skyldige bagmænd.

Den nuværende krise bliver fejlagtigt beskrevet som en «etnisk udrensning» af en uskyldig muslimsk minoritet begået af Burmas sikkerhedsstyrker, lige som Aung San Suu Kyi, der er Burmas udenrigsminister og reelle statsoverhoved, blot skulle have «ligegyldighed» til overs for rohingyaernes skæbne. Jævnfør en artikel på PJ Media opfordrer mange kritikere i medierne og blandt menneskerettighedsgrupper til, at Kyi får frataget Nobels Fredspris, som hun fik i 1991 for hendes kamp for demokrati og imod landets militære juntaledere.

Rohingya flygtninge fra Burma kom til Bangladesh den 17. september 2017. Den nuværende krise beskrives fejlagtigt som en «etnisk udrensning» af en muslimsk minoritet, men de virkelige skyldige er radikale islamister blandt rohingyaerne, der med pistoler, macheter og bomber dræber deres egne folk og buddhister, hinduer og andre, der står i vejen for dem. (Foto: Allison Joyce/Getty Images)

Som artiklen påpegede, bestrider Patricia Clapp, der ledede af den amerikanske ambassade i Myanmar fra 1999 til 2002, på det kraftigste det nuværende «narrativ» om Kyi og hendes regerings reaktion på terrorangrebene i Rakhine i oktober og august. Clapp fortalte den 7. september under et interview på France 24 (en delvis transkription kan læses hos PJ Media), at angrebene blev «begået af folk i rohingya diasporaen, der lever i Pakistan og Saudi-Arabien og kommer ind gennem Bangladesh», og det seneste angreb var

«tilrettelagt til at komme efter … præsentationen af anbefalingerne fra Kofi Annans internationale kommission om Rakhine, som Aung Sun Suu Kyi har accepteret og var indforstået med at implementere [og som] opfordrer til en varig løsning… Deres taktik er terrorisme. Det er der ingen tvivl om. [Kyi kalder] ikke hele rohingya-befolkningen for terrorister; hun henviser til en gruppe mennesker, der går rundt med pistoler, macheter og bomber og dræber deres egne folk og buddhister, hinduer og andre, der står i vejen for dem. De har dræbt en del fra sikkerhedsstyrkerne, og de skaber kaos i regionen. Dem, der flygter ud af Bangladesh, flygter ikke fra sikkerhedsstyrkernes reaktion – de flygter fra deres egne radikale grupper, fordi disse har angrebet rohingyaer og navnlig deres ledere, der forsøgte at samarbejde med regeringen om tildeling af statsborgerskab og andre humanitære bestræbelser… [D]et internationale samfund skal se at få styr på fakta, inden de kommer med beskyldninger».

Clapps udsagn bakkes op af en grundig analyse fra 2005 skrevet af Dr. Aye Chan, der er professor i sydøstasiatisk historie ved Kanda International University i Japan. Forfatteren Andrew Bostom diskuterede for nylig analysen i et indlægChans artikel: «The Development of a Muslim Enclave in Arakan (Rakhine) State of Burma (Myanmar)» handler om baggrunden for bengali-muslimernes jihad i det vestlige Myanmar fra slutningen af 1800-tallet frem til efter Anden Verdenskrig. Ifølge Bostom illustrerer artiklen, at denne jihad er «rodfæstet i den samme tidløse institutionelle og ekspansionistiske jihad, der udslettede den buddhistiske civilisation i det nordlige Indien».

Bostom henviste også til et åbent brev, som Chan skrev i 2014 til den daværende FN generalsekretær Ban Ki-moon, hvori de bengali-muslimske migranter i det nordvestlige Myanmars åbenlyse og «ihærdige bestræbelser» på «at fjerne Rakhines [Arakans] egen [buddhistiske] etniske identitet fra befolkningen i Rakhine» påvistes.

For at forstå jihadisternes hensigter i Rakhine er det vigtigt at se nærmere på ARSA – førhen Harakah Al-Yaqin («Trosbevægelse» på arabisk) – der blev dannet efter en rohingya opstand mod et buddhistisk lokalsamfund i juni 2012.

Gruppens øverste leder, Attaullah Abu Ammar Junnani (også kaldet Ata Ullah), blev født i Karachi i Pakistan og havde en far, der var rohingya migrant. Han voksede op i Mekka i Saudi-Arabien, hvor han gik i en religiøs islamisk skole og udviklede relationer til saudiarabiske prædikanter. Ifølge den burmesiske regering fik Ata Ullah på et tidspunkt også træning i guerillakrig hos Taliban i Pakistan. Selv om han hævder, at han kæmper «på vegne af Myanmars igennem lang tid undertrykte rohingya-muslimske minoritet», benytter han de samme metoder, som alle islamistiske terrorister bruger. Faren for Burma – og årsagen til, at Indien og Bangladesh frygter, at flygtningene udgør et sikkerhedsproblem – er, at det lykkes for Ata Ullah at radikalisere et stigende antal rohingyaer både indenfor og udenfor landets grænser.

I stedet for at pålægge den burmesiske regering al skylden for den kritiske situation burde det internationale samfund og menneskerettighedsgrupper anerkende den virkelige trussel. Først da kan Kyi begynde at implementere de anbefalinger, der blev nedfældet i planen for en «fredelig, retfærdig og velstående fremtid for Rakhines folk» – som hun selv har autoriseret.

Click here to read the complete article