Handelsaftale mellem USA og EU giver mulighed for, at virksomheder kan lægge sag an mod f.eks. Danmark uden om det normale domstolssystem. Det kan resultere i dårligere miljøregulering, forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed.
I forhandlingerne om den transatlantiske handels- og investeringsaftale mellem Europa og USA, TTIP, indgår bestemmelser om det der kaldes ISDS – »investor-state dispute settlement«.
At inkludere ISDS i TTIP er kort sagt en fejl. Det kan give mening at have alternativer til de nationale domstole, hvis de er åbenlyst dysfunktionelle og/eller korrupte. Det er også derfor, at Danmark tidligere har indgået ISDS-aftaler med en række udviklingslande for at beskytte investeringer og ejendomsret.
Med undtagelse af en aftale om energisektoren har vi imidlertid aldrig gjort det med udviklede lande, hvor der er tillid til hinandens retssystemer. Og hvorfor skulle vi også det? USA og Europa er altså ikke udviklingslande eller bananrepublikker.
Lad mig slå fast: Jeg er en stærk fortaler for frihandel. Aftaler om handelsliberalisering kan skabe vækst for Danmark. Fri, international konkurrence på vare- og servicemarkeder er sund økonomisk fornuft – ikke mindst for mindre lande, som Danmark, med stor eksport.
Men ISDS har ikke noget at gøre med frihandel. Tværtimod – det er et system baseret på diskrimination, da man giver rettigheder til udenlandske investorer/multinationale koncerner, som nationale investorer/virksomheder ikke har. Der skal være meget stærke grunde til at etablere sådan et system, og de er ikke til stede i forholdet mellem vore demokratiske samfund i Europa og USA. Her kan vi selvsagt stole på hinandens uafhængige domstole, der værner om ejendomsretten på begge sider af Atlanten.
Oveni skal man huske, at TTIP ikke kun omfatter ejendomsretten, men det hele – dvs. miljøregler, arbejdsforhold, forbrugerbeskyttelse, fødevaresikkerhed, offentligt udbud, transportforhold, tekniske standarder, intellektuel ejendomsret o.m.a. Hvordan ville vi reagere, hvis Danmarks statsminister eller udenrigsminister må gå på talerstolen og meddele, at en for nylig vedtagen miljøregulering desværre må laves om, fordi en amerikansk multinational koncern har vundet en klage – ikke ved de danske domstole – men ved ISDS? Oven i købet skal Danmark betale en betydelig erstatning til samme selskab. Det er bestemt ikke teori.
Udenrigsministeriet tordnede mod ISDS-kritikere for nylig. 20. august skrev Kristian Jensen i Politiken, at ISDS er en grundlæggende del »af de spilleregler, som er forudsætningen for handel. Det er sniksnak at have frihandel som princip, hvis man nægter at acceptere de spilleregler, der følger med i praksis.«
Jeg ved ikke, hvilke embedsmænd der havde forfattet det indlæg for hr. Jensen, men det er mildest talt ikke korrekt. De globale handelsregler om import og eksport er ikke bakket op af ISDS. Herudover er frihandel baseret på et grundlæggende økonomisk princip om ligebehandling – igen, i modsætning til ISDS. Det danske medlem af voldgiftsdomstolen ved det Internationale Handelskammer (ICC) skrev da også tilbage, at ministeriets affejning af ISDS-kritikere er alt for nonchalant.
Indlægget fra Udenrigsministeriet illustrerer med al tydelighed, at den danske debat om ISDS er præget af misforståelser. Så lad mig illustrere, hvordan systemet virker, ved hjælp af to sager mod lande, vi normalt sammenligner os med.
Den første blev ført mod Tyskland. I 2007 begyndte Vattenfall, et svensk energiselskab, at opføre et kulkraftværk på bredden af Elben, men blev bedt om at indføre en række miljøtiltag for at få en endelig godkendelse.
Ifølge tyske myndigheder var kravene ikke anderledes end for andre virksomheder langs Elben, og de var i overensstemmelse med både europæisk og tysk lovgivning. Ikke desto mindre besluttede Vattenfall at udfordre beslutningen baseret på en traktat med ISDS, altså udenom de tyske domstole, og bad om mere end seks mia. kroner i erstatning.
Sagen fik sindene i kog i Tyskland, men den tyske regering valgte alligevel at sænke miljøkravene til kraftværket for at få sagen til at forsvinde. Den tager vi lige en gang til: Tyskland fjernede miljøkrav for at undgå kompensation fra en ISDS sag.
Dansk Industri har forsikret den danske regering om, at hvis ISDS kommer med i TTIP, vil sådan nogle sager aldrig kunne finde sted imod Danmark. For vi skal have en »ny« og »moderne« form for ISDS i TTIP, lyder det flot. Problemet er bare, at sager baseret på »nye« og »moderne« former for ISDS har ført til lignende resultater.
Et eksempel skete for nylig i Canada på baggrund af en opdateret ISDS-aftale. Her ville Bilcon, en amerikansk koncern, åbne et stort mineprojekt, men fik sin miljøredegørelse underkendt af et ekspertpanel, hvorefter projektet ikke fik lov til at fortsætte.
I stedet for at anke afgørelsen ved Canadas domstole på baggrund af canadisk lovgivning valgte Bilcon at tage sagen til ISDS. Det var en god ide – for Bilcon. Voldgiftsmændene erkendte, at der ikke var diskrimination på baggrund af nationalitet, men valgte alligevel at underkende de canadiske eksperters anbefaling, og nu står Canada til at tabe op imod to mia. kroner.
Bilcon-sagen blev ført på et grundlag, der minder meget om de »moderne« ISDS-regler, der lægges op til i TTIP. Ikke desto mindre valgte de tre advokater alligevel at ikende erstatning for miljøregulering, som selv Bilcons egen regering – USA – ikke mente var diskriminerende. Hvordan skal vi nu kunne stole på, at så længe vi bare justerer ISDS-systemet en gang til i TTIP, skal voldgiftsmændene nok makke ret?
Det seneste svar fra Dansk Industri er, at ISDS er nødvendig i TTIP, da danske virksomheder bliver forskelsbehandlet i USA, når amerikanske stater bruger såkaldte »Buy America«-regler til udelukkende at købe amerikanske varer.